Overgangsalderen eller
klimakteriet
indfinder sig som regel i 45 – 55 års alderen. I årene op til sidste
menstruation,
menopausen, aftager
hormonproduktionen i takt med, at
æggestokkene
langsomt holder op med at modne
æg.
Først aftager dannelsen af
progesteron,
som er det hormon, der regulerer menstruationerne, hvilket medfører at
blødningerne kan blive uregelmæssige og variere i styrke og varighed i
flere år, inden de stopper helt.
Efterhånden begynder også østrogenproduktionen at
aftage, og man får måske symptomer i form af hedeture, humørsvingninger,
tørre slimhinder, hyppigere tissetrang og blærebetændelse
Det er manglen på
østrogen, der gør at
skedens
slimhinde bliver tyndere, mere sart og tør, og dermed mere udsat for
infektioner. Der kan være ubehag ved vandladning og smerter ved
samleje.
Problemer med tørhed i skeden kan
afhjælpes med lokal hormonbehandling på flere forskellige måder, hvis man
ikke har lyst til eller ikke kan tåle hormonbehandling, der påvirker hele
kroppen.
Der findes flere cremer og stikpiller
indeholdende østrogen, som afgives lokalt i skeden, derudover kan man
bruge en såkaldt vaginal-ring, som sættes op i skeden og frigiver østrogen
i cirka tre måneder. Disse behandlinger kan afhjælpe både udtørring, kløe
og inkontinens.
Man kan også vælge hormonerne helt fra og i stedet
bruge rigeligt med
glidecreme, mandelolie eller
ferskenkerneolie. Hvis man vælger oliebaserede
glidemidler
skal man være opmærksom, at de opløser
kondomer og giver vanskelige pletter
på tøj og sengetøj. Silikonebaserede glidecremer er meget effektive og
tørrer ikke så hurtigt ud, men de dur ikke sammen med hjælpemidler, der er
lavet af silikone. Vandbaserede glidecremer er nemme at fjerne fra tøj og
kan bruges sammen med kondomer, men de tørrer ret hurtigt ud på hud og
slimhinder. De kan til gengæld hurtigt ”genoplives” ved hjælp af lidt rent
vand.
Det er meget individuelt fra kvinde til
kvinde, hvor meget symptomerne påvirker livskvaliteten – langt fra alle
kvinder har væsentlige gener i forbindelse med overgangsalderen – om
overhovedet nogen – og man afgør bedst selv i samråd med lægen, om man har
brug for hormonbehandling og i givet fald hvilken.
Der findes også en række naturprodukter, som kan
afhjælpe symptomerne i overgangsalderen. Derudover er det en god ide at
drikke rigeligt med vand, få en sund fedtfattig kost – gerne med fisk,
nødder, bælgfrugter og sojaprodukter. Motion – herunder sex – er med til
at holde kroppen i gang.
Sex,
bækkenbundsøvelser,
onani
og
orgasme
øger blodtilførslen til
kønsorganerne
og holder dem sunde, smidige og funktionsdygtige.
Den nedsatte produktion af
østrogen, progesteron
og
testosteron i æggestokkene kan have
vis en betydning for, at en del kvinder føler, at deres sexlyst aftager i
forbindelse med overgangsalderen. Men faktisk er der også mange kvinder,
der oplever det modsatte.
Hvor meget betydning de hormonelle
faktorer, har i denne sammenhæng, kan være vanskeligt at afgøre og der er
ganske givet forskelligt fra kvinde til kvinde. Man ved at det mandlige
kønshormon, testosteron, har betydning for sexlysten hos både mænd og
kvinder. Hos mænd falder koncentrationen med alderen, mens den øges
relativt hos kvinder, fordi koncentrationen af østrogen falder.
Derimod kan de psykologiske faktorer
spille en stor rolle. Vi lever i en ungdomsdyrkende kultur, hvor
seksualitet overalt forbindes med unge smukke mennesker og perfekte kroppe
– især når det gælder kvinder. Sex mellem ældre mennesker stadig er et
tabu, der enten latterliggøres eller forties.
Der er ingen tvivl om at kvinder, der
ikke føler sig seksuelt tiltrækkende eller attråværdige, har mindre lyst
til at dyrke sex – dette gælder for i øvrigt i alle aldre. Hvis man
samtidig føler, at en del af ens kvindelighed går tabt samtidig med evnen
til at få børn, er der ikke noget at sige til, at man oplever en nedsat
sexlyst.
For nogle kvinder har sexlivet måske
ikke indebåret særlig stor nydelse i de yngre år, og for dem kan
overgangalderen også ses som en kærkommen undskyldning for at undgå denne
side af livet.
Hvis man trives fint med færre
seksuelle udfoldelser – ofte er partneren også nået en alder, hvor den
seksuelle drivkraft ikke længere er så stor – så behøver den nedsatte
libido ikke at være et problem. Men hvis lysten til at få lysten tilbage
er stor, så er der hjælp at hente. Tal med lægen om de medicinske
muligheder eller med en sex-og samlivsterapeut.
Undersøgelser har vist, at kvinder, der dyrker meget
sex før og under overgangsalderen har færre problemer med nedsat sexlyst
og skedetørhed. Også her gælder:
Use it
– or loose it ! - Og dog –
helt så galt behøver det ikke at gå – mange ældre kvinder oplever et nyt
og blomstrende sexliv, efter at have været alene i flere år, når de møder
en ny partner.
Overgangsalderen er ikke nødvendigvis
forbundet med vanskeligheder og tab af ungdom. For mange markerer den
begyndelsen til en ny livsfase med mere selvindsigt og en øget seksuel
bevidsthed. Den mest belastende del af yngelplejen er overstået, og det
skaber rum for mere tid til sig selv, et større overskud og mere energi
til nye og spændende udfordringer. Mange bliver først nu opmærksomme på
deres egne behov og ønsker, og de oplever at sex kan være forbundet med
mere spontanitet, hengivenhed, intensitet og tilfredsstillelse end i de
unge år.