De fleste mænd har
oplevet enkelte episoder eller kortere perioder med svigtende rejsning.
Dette er helt
normalt for både yngre og ældre mænd, og det er vigtigt at holde sig for
øje, at alene bekymringen om en gentagelse, kan påvirke erektionsevnen i
negativ retning – Hvis bekymringen tager overhånd, havner man nemt i en
ond cirkel.
Man skal huske på,
at mange faktorer kan påvirke erektionsevnen i kortere eller længere tid
bl.a. : Præstationsangst – særligt i forbindelse med en ny partner,
stress, alkohol, rygning og medicin.
Problemet er dog
klart stigende med alderen, og ca. halvdelen af alle danske mænd over 40
år oplever rejsningsbesvær i større eller mindre grad. Hos ca. 17% er
problemet permanent.
Rejsningsbesvær
behøver ikke at være ensbetydende med
impotens, hvor erektion slet
ikke kan opnås, men det kan betyde besvær med at opnå tilstrækkelig
stivhed af penis til at samleje kan påbegyndes, eller at erektionen
aftager så meget under samlejet, så det ikke kan gennemføres.
Rejsningsbesvær kan have både fysiske og psykiske årsager eller det kan
være en kombination af begge.
Sygdomme
som bl.a.: diabetes(sukkersyge), hjertekarsygdomme, prostatakræft,
depressioner og multipel sclerose kan medføre rejsningsbesvær. Det kan
også skyldes bivirkninger fra medicin eller strålebehandling.
Hvilke
årsager, der kan være tale om, skal
afklares ved en lægelig
undersøgelse. Hvis problemerne skyldes sygdom, vil de ofte kunne afhjælpes
med medicinsk behandling. Skyldes problemet bivirkninger fra medicin, kan
man med lægens hjælp forsøge at skifte til et nyt præparat.
Behandlingsmuligheder:
Der kan i dag tilbydes flere
forskellige former for behandling, og med lægelig vejledning vil man i de
fleste tilfælde kunne finde frem til den løsning, der passer den enkelte
bedst.
Potenspiller:
Den mest almindelige behandling er
potenspiller. De virker ved at afslappe blodkarrene i penis, hvilket øger
blodtilførslen og muliggør erektion, hvis manden samtidig føler sig
seksuelt stimuleret. Med andre ord – erektionen indfinder sig kun, hvis
det er lysten, der driver værket – pillen alene gør det ikke!
Efter udløsning vil erektionen aftage
som normalt.
Potenspiller er receptpligtige og den
rette dosis skal fastlægges i samråd med en læge. Køb aldrig potenspiller
via internettet eller af andre! Pillerne kan have alvorlige bivirkninger,
hvis du fejler andre sygdomme, f.eks. visse hjerte- og leversygdomme.
Almindelige bivirkninger til pillerne
kan være: ansigtsrødmen, hovedpine, halsbrand og tilstoppet næse. De
fleste af bivirkninger kan afhjælpes med alm. medikamenter beregnet
hertil.
Man skal ikke påregne at opnå maksimal
effekt af pillerne, før man har prøvet dem nogle gange. For det første kan
nervøsitet – bevidst eller ubevidst - spille ind de første par gange, og
for det andet skal dosis evt. reguleres – tal med lægen om det.
Viagra (Sildenafil)
skal tages ½-1 time før
seksuel aktivitet og højst én gang dagligt. Hvis de tages i forbindelse
med et måltid, vil de være længere om at virke. De vil virke i ca. 4
timer, hvis manden føler sig seksuelt stimuleret.
De kan hos enkelte have bivirkninger i
form af synsforstyrrelser.
Viagra findes i doser på 25 mig, 50 mig
og 100 mg.
Cialis (tadalafil)
skal tages ½-12 timer før
seksuel aktivitet og højst én gang dagligt, og de virker uafhængigt af
måltiderne. De næste 36 timer vil erektionen komme og falde afhængig af de
lystfølelser, der opleves, og den vil falde naturligt efter orgasme.
Cialis fås i doser på 10mg og 20 mg.
Alkohol har ingen indflydelse på
hverken cialis eller viagra, men kan selvfølgelig have generel indflydelse
evnen til at gennemføre et samleje.
Prisen for pillerne er temmelig høj –
ca. 100,-kr pr. stk. Der kan være en god besparelse i at købe en højdosis
pille og dele den i 2 med en skarp kniv eller en pilleskærer, (fås på
apoteket), hvis man kan klare sig med den halve dosis.
Vær opmærksom på at det er mulig at få
tilskud til pillerne, hvis rejsningsbesværet skyldes en sygdom, f.eks.
diabetes – Tilskuddet skal søges gennem lægen.
Andre medicinske behandlinger:
Uprima (apomorfin)
er en tablet, der lægges under
tungen. Tabletten virker ved at stimulere hypotalamus i hjernen – herved
forstærkes de signaler, der øger blodgennemstrømningen og medfører
erektion.
Uprima virker forholdsvis hurtig -
15-20 min.- efter indtagelsen, og virkningen holder op til 2 timer.
Også Uprima bør kun indtages i samråd
med lægen, og der kan forekomme bivirkninger.
MUSE ( Medicated urethral
system erection) er en
meget lille tablet, der indføres i urinrøret. Når midlet opløses og
masseres ind i penis´ svulmelegeme, vil virkningen vise sig i løbet af ca.
10 min. og holde op til 2 timer. MUSE bør kun bruges efter aftale med
lægen.
Caverject (Alprostadil)
er en indsprøjtning, som man selv foretager i penis. Den virker på 10 min
og på samme måde som MUSE. Det kan virke skræmmende for mange at skulle
stikke sig selv i penis, men for mange diabetikere, som i forvejen er vant
til at stikke sig, kan det være en god løsning. Erektionen vil ofte være
kraftig og forsvinder ikke af sig selv efter orgasmen, men først
efterhånden som stoffet forlader kroppen. Det er op til 90% effektivt.
Brug af Caverject kræver selvsagt besøg hos lægen, hvor man også vil blive
instrueret i den rette teknik.
I meget sjældne tilfælde ses
bivirkninger i form af forlænget og smertefuld erektion (priapisme) – hvis
erektionen ikke er forsvundet efter 4 timer (man kan evt. gå en tur eller
tage et koldt bad) skal man henvende sig til vagtlæge eller skadestue.
Hormonbehandling
kan komme på tale, hvis rejsningsbesværet skyldes for lav
testosteronproduktion.
Penisimplantater
Stave eller oppumpelige rør,
som indopereres i penis. Kan være en løsning, hvis andre
behandlingsmetoder ikke er mulige.
Mekaniske hjælpemidler:
Disse løser næppe problemer af mere
seriøs karakter, men det kan være værd at forsøge – evt. som ekstra
stimulans, hvis man tænder på ideen. Det er et spørgsmål om smag og behag,
hvor æstetiske man finder disse hjælpemidler.De kræver ikke lægebesøg og
kan købes via internettet eller i sexbutikker.
Vakuumpumper
virker ved at penis skubbes ind i en cylinder, hvor man pumper for at øge
blodstilstrømningen. Når penis er stiv fjernes pumpen og et stramt bånd
sættet om penisroden for at forhindre blodet i at strømme tilbage. Penis
vil kun være stiv over båndet og den kan føles lidt kold. Båndet vil kunne
forhindre ejakulationen, da det strammer om roden, og det bør fjernes igen
inden 30 min. Da det ellers vil kunne beskadige penis.
Penisringe
er typisk lavet af gummi, metal eller læder, og de spændes fast om roden
af penis eller om både rod og pung. De strammer om de blodkar, der fører
blodet væk fra penis og øger dermed erektionen. Det er vigtigt at vælge
den rigtige størrelse, og man kan evt. starte med en justérbar – eller
købe en pakke med flere forskellige størrelser. Hvis ringen er for stor,
vil den ikke virke efter hensigten og er den for lille kan den risikere at
stramme så meget, at den kan være svær at fjerne igen.
Lad ikke ringen sidde længere end 30
min og fjern den straks, hvis der opstår smerter.
Andre behandlingsformer:
Samtaleterapi
kan have en gavnlig virkning – ikke kun
når problemet er af psykisk karakter, men også når det drejer sig om
fysiske årsager. Selv om årsagen i begyndelsen var fysisk, kan der
undervejs være opstået præstationsangst, nervøsitet og problemer i
parforholdet. Følger som i sig selv kan være forstærkende for
rejsningsproblemerne. Samtaleterapi kan være medvirkende til at få
selvtilliden tilbage og tryghed i parforholdet igen.
Det vil ofte være en god ide at
supplere medicinsk behandling med samtaleterapi – enten hos egen læge,
hvis han eller hun er indstillet på det, hos en sexolog eller hos en sex-
og samlivsterapeut. Det vigtigste er at vælge en person, som begge parter
har tillid til.
Ikke kun par kan have stor gavn af
samtaleterapi, men også singlemænd, da det ofte kan være forbundet med
angst og stor usikkerhed at skulle indlede et seksuelt forhold til en ny
partner efter en periode med svigtende potens.
Bækkenbundsøvelser
har vist sig også at have en
særdeles gavnlig effekt for mænd med rejsningsproblemer. Øvelserne øger
blodgennemstrømningen i bækkenområdet, og undersøgelser har vist at 40 %
af midaldrende mænd med rejsningsproblemer fik fuld normal erektion efter
12 ugers træning. (kilde: Birthe Bonde, fysio-og uroterapeut)
Sund livsstil.
Det siger sig selv at en sundere livsstil har ligeså stor betydning for
potensen, som det det har for vores sundhed generelt. En god fiberrig kost
med masser af frugt, grønt mindsker overvægt og mere motion øger
konditionen. Et moderat indtag af alkohol og et farvel til smøgerne. Alt
sammen noget der styrker helbredet og vitaliteten.
Alternative midler.
Der har til alle tider været et kolossalt marked for potensfremmende
midler til mænd, der ønsker større virilitet. Derfor findes der et utal af
tilbud om mere eller mindre underlødige medikamenter til fremme af
potensen. Fælles for dem alle er, at det er svært at finde dokumentation
for virkningen, at indholdet kan være tvivlsomt og at prisen er som regel
høj - både i form af og kroner og ører, skuffelser og eventuelle
bivirkninger.
Det kan ikke afvises, at nogle oplever
at have gavn af nogle af disse midler, men her kan vi ikke anbefale det
ene frem for det andet.
Rejsningsproblemer rammer også
partneren
Mange kvinder - og
mænd, der oplever svigtende rejsning hos deres partner, er tilbøjelige til
at tro, at det skyldes, at han ikke længere finder dem seksuelt
attraktive. De kan føle sig sårede og utilstrækkelige og reagere med
tilbagetrækning. Han misforstår måske sin partners reaktion, og føler sig
skamfuld og utilstrækkelig.
Det er imidlertid
vigtigt at huske på, at erektive dysfunktioner ofte har underliggende
årsager, som selv den mest seksuelt tiltrækkende person ikke kan
overvinde. Erektionen er ikke en pålidelig indikator hans følelser eller
begær, og den kan ikke fremtvinges med selv den stærkeste vilje.
Han kan være nok
så tændt uden at kunne få erektion – Faktisk kan et voldsomt begær
kombineret med en stormende forelskelse og nervøsitet sagtens være årsagen
til en svigtende rejsning.
Men er
misforståelserne først opstået, kan grobunden for en ulykkelig konflikt
være lagt i parforholdet.